Description
Sangen er som en personlig katastrofe, men med en slutning i stil med »det vigtigste er, at jeg overlevede«. Her er stormen ikke udenfor, men indeni. Vinden kommer fra tvivl, lynene fra tanker, der har holdt fast i mig alt for længe. Og alt ser ud til at falde sammen... men et eller andet sted, i midten, vokser en stille overbevisning: »Jeg kommer ud«. Hver linje er som et skridt i en labyrint, hvor væggene hvisker, at der ikke er nogen udvej, mens hjertet stædigt søger lyset. Ikke for at bevise noget for nogen, ikke for at blive stærk – bare for at blive sig selv igen. Eller endda en ny person. Dette nummer handler om metaforiske vinger. Ikke fra et glittet magasin, men fra skrammer, frygt og »bare endnu en dag«. Men hvis man skal flyve, så skal det være højt.